Read the text in English here: Exhibition text_uk
I Nanna Riis Andersens tuschtegninger og Maria Koshenkovas glasskulpturer er intet bare én ting. Tværtimod kan vi se deres værker som former, der står frem og vibrerer i en spænding mellem flere modsatrettede egenskaber. Er tegningens kanter eller glasskulpturens form afgrænset – eller stikker den af fra os, løber den ud over kanten eller finder vej ned fra podiet om et øjeblik?
De to kunstnere arbejder begge med et element af tilfældighed og improvisation. Nanna Riis Andersen har i sine tegninger medtænkt risikoen ved at arbejde med flydende tusch, der både kan variere i farvemætning eller stregtykkelse og sætte utilsigtede klatter på papiret, som en slags tilfældets gaver i en meditativ proces. Maria Koshenkova arbejder frit ud fra en meget løs skitse, ofte i samarbejde med en glaspuster, hvis arbejdsproces hun derfor også skal stole på – med alle de risici og kontroltab den måtte indebære. Denne del af processen er altafgørende, for det er her, skulpturen får sin grundform, som efterfølgende kan slibes til, men ikke ændres markant. Derudover indeholder processen med farvning af glasset med Maria Koshenkovas egne ord næsten et element af magi, fordi de kemiske processer kan være svære at forudsige i blandingen af farvepigmenter.
De tre store tegninger, som Nanna Riis Andersen har med på udstillingen, er lavet i årene 2016-2021. I denne periode bevægede hun sig langsomt væk fra skulpturmediet og over mod maleriet. Samtidig var det i den periode, at Nanna Riis Andersen blev mor – med den grundlæggende transformation, det indebærer. Tegningerne er derfor ikke alene afbildninger af fiktive skulpturer, som hun kunne have skabt, men er også indirekte illustrationer af den eksistentielle forvandling, som hun selv gennemgik undervejs. Samtidig er de med deres fletværk og overlappende lag billeder på en vedvarende proces, hvis afsæt vi aldrig kan finde.
I Maria Koshenkovas glasskulpturer trækker hun på erfaringer fra en ganske anden kunstart; nemlig balletten, som hun dyrkede i sin barndom og ungdom. Den enorme anstrengelse og overskridelse af kroppes begrænsninger, der ligger til grund for ballerinaens yndefulde kropssprog, har hun genskabt i sine skulpturer. Her er glasset ikke skrøbeligt, men kraftfuldt og nærmest muskuløst. Til gengæld har det metal, der danner skelet for flere af skulpturerne, måttet bøje og vride sig efter glassets krav. Værkerne handler på den måde om at afprøve materialernes grænser og få det umulige til at se frit og naturligt ud. Maria Koshenkova arbejder desuden ud fra en bevidsthed om, at også den verden, der er omkring os, holdes oppe af konstante muskelspændinger – med krig, lidelse, polarisering og konstante politiske magtkampe.
Både Nanna Riis Andersen og Maria Koshenkova skaber således deres værker ud fra både personlige erfaringer og materialemæssige begrænsninger – men også uanede muligheder. Fælles for de to kunstnere er samtidig et princip om at bruge, hvad man har: Nanna Riis Andersen gør en dyd ud af at inkorporere uventede tuschklatter i tegningens ellers minutiøse linjeføring. Og Maria Koshenkova gemmer og genbruger de glasstykker, der må lade livet i processen frem mod skulpturens endelige form, så det ene værks fraklip vandrer med over i senere værker.
De to kunstneres værker er derfor ikke alene kropslige i kraft af deres æstetiske udtryk, der kan lede tankerne hen på sener, væv, muskler og organer. De er også kropslige på den måde, at de i udpræget grad er skabt af en krop – med alle de ambivalente følelser, tilfældigheder, udbrud og spændinger, som ingen maskine kan generere.
Nanna Riis Andersen er født i Silkeborg i 1985. Hun er uddannet ved Det Jyske Kunstakademi og Det Kongelige Danske Kunstakademi i årene 2007-2012. Hun har udstillet over det meste af landet og været med på den europæiske JCE Biennale, der blev vist forskellige steder i Europa gennem to år. Nanna Riis Andersen har modtaget en række priser og arbejdslegater. Hun bor og arbejder i Ringsted og København.
Maria Koshenkova er født i Skt. Petersborg i 1981. Hun er uddannet ved kunstakademiet i Skt. Petersborg og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Derudover har hun uddannet sig i glaskunst ved det svenske Linnaeus Universitet. Maria Koshenkova har udstillet i både Europa, Asien og USA og modtaget flere priser og legater. Hun bor og arbejder i København og på Holmegaard Værk.
Tekst af Kamma Overgaard Hansen, kunsthistoriker, ph.d.
- SPÆNDINGER – Maria Koshenkova & Nanna Riis Andersen – 06.03 – 18.04.2026
- SPÆNDINGER – Maria Koshenkova & Nanna Riis Andersen – 06.03 – 18.04.2026
- SPÆNDINGER – Maria Koshenkova & Nanna Riis Andersen – 06.03 – 18.04.2026
- SPÆNDINGER – Maria Koshenkova & Nanna Riis Andersen – 06.03 – 18.04.2026
- SPÆNDINGER – Maria Koshenkova & Nanna Riis Andersen – 06.03 – 18.04.2026
- SPÆNDINGER – Maria Koshenkova & Nanna Riis Andersen – 06.03 – 18.04.2026
- SPÆNDINGER – Maria Koshenkova & Nanna Riis Andersen – 06.03 – 18.04.2026
- SPÆNDINGER – Maria Koshenkova & Nanna Riis Andersen – 06.03 – 18.04.2026
- SPÆNDINGER – Maria Koshenkova & Nanna Riis Andersen – 06.03 – 18.04.2026
- Maria Koshenkova: Yngel III, 2026. Glas, stål / Glass, steel, 47 x 57 x 26 cm.
- Maria Koshenkova: Yngel I, 2026 Glas / glass, 42 x 22 x 19 cm. uden reb / ex. rope
- Maria Koshenkova: Lilla svulst, 2026 Glas / glass, 57 x 37 x 24 cm. uden reb /ex. rope
- Nanna Riis Andersen: Re- (Shield), 2019 Tusch på papir / Ink on paper, 94 x 132 cm. incl. ramme/frame.
- Maria Koshenkova: Yngel IV, 2026 Glas / glass, 34 x 24 x 19 cm.
- Nanna Riis Andersen: Torso, 2016 Tusch på papir / Ink on paper, 158 x 123 cm. incl. ramme/frame.
- Nanna Riis Andersen: Uden titel, 2019 Tusch på papir / Ink on paper, 84 x 65 cm. incl. ramme/frame.
- SPÆNDINGER – Maria Koshenkova & Nanna Riis Andersen – 06.03 – 18.04.2026
- Maria Koshenkova: Ash Violet Jumble, 2025 Glas / glass, 95 x 45 x 42 cm. Fotograf Kurt Rodahl Hoppe
- Maria Koshenkova: Lysestagemylder, 2026 Glas / glass, 36 x 23 x 24 cm. Fotograf Kurt Rodahl Hoppe


















