Kunstnere hos Galleri Lene Bilgrav

 

Anne Marie Ploug

Anne Marie Ploug arbejder med maleri, grafik og collage. Hun er en alsidig kunstner, der både mestrer de store og de små formater. Hendes farvepalet er også alsidig og spænder fra vild pink til stille sort. I mange af hendes værker fokuserer hun på dobbelthed. Det kan være ord med flere betydninger. Det kan også være dobbelthed i form af snit i papiret, der afslører papirets bagside. Anne Marie Ploug arbejder med figuration med fokus på formen. Ind imellem forenkler hun formen så meget, at figurens forbindelse til den virkelige verden helt forsvinder.

Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, 1995

Bor og arbejder i København

Se flere værker her

Anne Marie Ploug CV

 

 

Christina Hamre

Christina Hamre arbejder både med tegning, maleri, grafik og skulptur. Hun har ofte en utraditionel tilgang til værkerne. Det kan være tegninger, hvor hun syr stykker af ruskind på. Det kan også være skulpturer af skind, reb, filt eller noget helt andet. Det groteske og det uhyggelige kan ind imellem ses i Christina Hamres værker. Men de rummer også poesi, længsel, kærlighed og humor.

Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2004

Bor og arbejder i København

Se flere værker her

Christina Hamre CV

Christina Augustesen

Christina Augustesen arbejder med lysskulpturer. Med farvede filtre og skjult lys, der er programmeret i sekvenser, skaber hun minimalistiske lysværker, der hele tiden er i forandring. Hun finder inspirationen i verden omkring. Hun fascineres af lysets immaterielle farvepalette, og hvordan lyset interagerer med farver på materialer. 

Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole, 2006

Bor og arbejder i København

Se værkerne her

Christina Augustesen CV

Katrine Hvid

Katrine Hvid arbejder i et stringent og kontrolleret formsprog med farver på lærrede. I en minutiøs arbejdsprocess frembringes eksempelvis linjer på lærredets flade. Lærredet er ubehandlet og arbejder således med eller imod. Materialet er derfor i høj grad tilstede. Katrine Hvids formsprog er formelt minimalistisk med fokus på former og farver.

MA i musik, Aarhus Universitet

Bor og arbejder i Odder

Se flere værker her

Katrine Hvid CV

 

Anne Riis Bovbjerg

I Anne Riis Bovbjergs kunstneriske praksis tager hun afsæt i den konkrete og abstrakte billedkunsttradition med fokus på former og farver. Med det afsæt skaber hun værker, hvor hun dog fastholder et element af den ydre virkelighed i værkerne. Anne Riis Bovbjerg forholder sig malerisk til sine værker, men hun maler dem ikke. I stedet for at dyppe penslen i farve, klipper hun små stykker af papir, som hun skaber sine værker med.

Uddannet på Det Fynske Kunstakademi og Gerrit Rietveld Akademi i 2001

Bor og arbejder i København

Se flere værker her

Anne Riis Bovbjerg CV

Simon Lindhardt

Simon Lindhardt (f. 1982) arbejder med maleri og skulptur i et abstrakt og nøje komponeret formsprog. Hans stil er enkel og kontrolleret med fokus på geometriske former. Han går systematisk til værks og arbejder med stor præcision uanset hvilket medie, han arbejder med. Han benytter sig af nogle begrænsede systemer og gentagelser, hvorigennem han udforsker maleriets eller skulpturens formåen og de uendelige muligheder, de har. Simon Lindhardt arbejder ofte inden for en begrænset farveskala, og han bearbejder også gerne dele af værket så meget, at ethvert spor af den kunstneriske proces er fjernet.

Uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 2008. Bor og arbejder på Møn, Danmark

Se værker her

Simon Lindhardt CV